Forestillinger

Gazarts forestillinger er kendetegnede ved nysgerrige undersøgelser af hverdagens velkendte situationer. De skaber nye perspektiver på de små trivialiteter vi omgiver os med, men sjældent tillægger nævneværdig betydning. Med sine koreografier prikker Tali hul på fantasien, og lader den flyde frit i finurlige universer, der rummer mere, end det vi kan se med det blotte øje. Ofte i en kreativ dialog mellem dansen som formsprog, og andre kunstneriske udtryksformer.

Når forestillingerne er skabt med det yngste publikum for øje, afspejler de på raffineret vis småbørns forundring over det simple, men magiske, som eksempelvis vanddråber eller snefnug. I forestillingerne for teenagere er den oplevelsesorienterede kommunikation en gennemgående tilgang. Her spænder emnerne fra følelser vi møder i os selv til begivenheder, der definerer verden omkring os.

”KUNSTNERISK ØNSKER JEG AT HYLDE HVERDAGENS SMÅ MIRAKLER, OG SKABE PLADS TIL NYE FORSTÅELSER AF DE TING VI TAGER FOR GIVET”

– Tali Rázga, Kunstnerisk leder

BESTYRELSESMEDLEMMER:

Forkvinde: Hanne Trolle.
Kasserer: Erik Turley.
Yderligere bestyrelsesmedlemmer:
Christina Helle Kjær, Christina Krøll, Rasmus Sangild

WORKSHOPS

Vores undervisning i kreativ dans og bevægelse har vi opdelt i tre spor

Workshops for børn og unge

Vi tror på behovet for at skabe rum for at/hvor skolebørn kan udfolde og udforske deres kropslige selvforståelse i kreative, ikke konkurrenceprægede kontekster. Med vores workshops skaber vi en ramme som balancerer mellem det guidede og det improviserede, og skaber forbindelser mellem elevernes egne kroppe og deres fantasi og evner.

Workshops for lærere

Vi tilbyder praktiske workshops for lærere og pædagoger, der har lyst til at implementere nogle af vores arbejdsmetoder i deres egen undervisning

Workshops for professionelle

Her handler det om, at kunne dele vores værktøjer og erfaringer med performere og kunstnere, der er interesserede i at starte deres eget arbejde med kreativ bevægelse og dans for børn og unge.

For alle workshops gælder det, at vi ønsker at styrke den enkelte og gruppen gennem en legende tilgang og med fokus på unikke bevægelser. Vi introducerer, og arbejder med dansens basale virkemidler; bevidsthed om rum, tempo, bevægelseskvalitet, intensitet mm. Vi finder ofte inspiration i de fantasiverdener som vores forestillinger foregår i, men alle vores workshops fungerer som selvstændige enheder.